Ingredienser
Fordej
300 g koldt vand
330 g fintsigtet bygmel (fx fra Skærtoft Mølle)
Ca. 60 g surdej (opskrift på surdej)
Brøddej
400 g vand 40 °C
18 g salt
15 g olie
Ca. 450-500 g fintsigtet, stenkværnet hvedemel
Fordejen (660 g)
Til formen
Olie
Blå birkes og/eller sesamfrø
Sådan gør du
Fordej
Rør ingredienserne sammen, overdæk dejen med låg, og lad den stå 8-12 timer ved stuetemperatur (ca. 20-22 °C).
Brøddej
Kom alle ingredienser i en skål i følgende rækkefølge: Vand, salt, olie, mel og fordej.
Intervalæltning: Ælt dejen godt igennem ca. 2 min. og hold pause 3 min. Gentag 2 gange, så dejen er æltet 3 gange og har hvilet 3 gange i alt. Alternativt kan dejen æltes på maskine ved lav hastighed 2 minutter, hvile 10 minutter, og endelig æltes igen ved lav hastighed i 5 minutter.
Pensl formen grundigt med rigeligt olie og drys herefter tæt med blå birkes og/eller sesamfrø. Det er særligt vigtigt, at bunden er velsmurt. Hæld dejen i formen.
Lad brødet hæve ca. en time ved 37 °C/stuetemperatur i 2-3 timer, til det er hævet ca. 3-4 cm. Når brødet er hævet op, drysses det med blå birkes og/eller sesamfrø.
Bag brødet med låg ved 200 °C varmluft i ca. 40 min., fjern herefter låget og bag videre ca. 20 min., indtil kernetemperaturen er 98 °C.
Afkøl brødet helt på en rist, før det skæres ud.