Skip to main content

Kanelsnurrer med ølandshvede

Skønne, store kanelsnurrer bagt på ølandshvede og spelt.

1 time 8

Ingredienser

16 stk.

Kardemommedej

1/2 l lunkent vand (37°C)

25 g gær

700 g sigtet ølandshvedemel

200 g fuldkornsspeltmel

50 g rørsukker

100 g smagsneutral rapsolie

10 g salt

2 æg

1 tsk kardemomme

Remonce

150 g blødt smør

175 g rørsukker

1,5 spsk sigtet ølandshvedemel

1,5 spsk kanel

Sådan gør du

OBS. Dejen er forholdsvis lind, og vi anbefaler, at du bruger en røremaskine.

Opløs gæren i vandet i maskinens røreskål. Bland mel, sukker, salt og kardemomme i en anden skål. Hæld melblandingen, æg og olie i røreskålen, og ælt dejen ved lav hastighed et par minutter, indtil alle ingredienser er jævnt fordelt. Skru op til middel hastighed og ælt nu dejen ca. 8-10 minutter, indtil den er smidig, glat og slipper skålens sider.

Dæk skålen med tætsluttende låg eller film, og lad den hæve til dobbelt størrelse, ca. 1 time.

Lav remoncen: Rør smør, rørsukker, kanel og mel sammen og stil det til side.

Slå dejen ned efter hævning. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca. 60x40 cm. Fordel remoncen jævnt over to tredjedele af dejen og fold dejen i tre lag: Fold først den tredjedel af dejen uden remonce ind mod midten, og fold derefter den sidste tredjedel ind over, så der dannes tre lag dej med remonce imellem.

Skær dejen i 3-4 cm brede strimler på den korte led, så strimlerne bliver ca. 4x20 cm. Hver strimmel snos 4-5 gange om sig selv til en spiral. Tag derefter fat i den ene ende af spiralen med din ene hånds tommel-, pege- og langfinger, og sno spiralen rundt om fingrene med den anden hånd. Stop enden af spiralen ned i midten af snurren (der hvor dine fingre er), og træk enden om på undersiden af snurren, så den låses.

Lad snurrerne efterhæve ca. 30 min. på en bageplade med bagepapir. Pensl med vand eller æg, og bag snurrerne ca. 15-18 minutter ved 200o C, til de er gyldne. Lad dem køle af på en rist.

Snurrerne er bedst nybagte og lune. De kan også fryses og genopvarmes fra frossen eller optøet tilstand.